søndag den 2. december 2012

Derfor har man matematik i skolen

Matematik er nødvendigt både i dagligdagen, og for at børnene kan forberede sig til en videregående uddannelse. Matematik er en del af børnenes dagligdag og læres både i skolen og udenfor. I samværet i familien er der mange muligheder for at inddrage matematikken, fx når børnene hjælper til i køkkenet, der planlægges ferie eller i spil og leg. 
I mange uddannelser lægger man stor vægt på matematik. Det er ikke blevet mindre aktuelt i et moderne teknologisk samfund i voldsom udvikling.
Frem for alt er matematikken vigtig for enhver samfundsborger. Matematik er vigtigt for at kunne blande sig i mange sider af samfundslivet – ikke mindst for at kunne skaffe sig overblik over og tage stilling til politiske beslutninger.
Der undervises i matematik på alle klassetrin. Faget matematik består af fire hovedområder:
·  Tal og algebra – talbehandling og bogstavregning.
·  Geometri – synliggørelse af matematiske begreber som form, størrelse og beliggenhed.
·  Matematik i anvendelse - arbejde med situationer fra hverdagen ved at inddrage begreber og metoder fra matematikken, eventuelt i samarbejde med andre fag.
·  Kommunikation og problemløsning - eksperimenter, gennemførelse af undersøgelser og beskrivelse af regler med sprog.
Ligesom folkeskolens øvrige fag har matematik også trinmål som beskriver hvad man kan forvente af barnet - efter 3.kl, 6.kl., 9.kl. og 10.kl. Samtidigt er også matematiklæreren forpligtet på at tilgodese alle elevers udvikling, bl.a. ved at have syn for deres forskellige måde at lære på, ved at udvikle deres lyst til at lære og ved at gøre brug af muligheder for at lære sammen med andre.

Mange måder at lære på

Matematik kan og skal ikke kun læres på en bestemt måde. Eleverne skal lære matematik ved at stifte bekendtskab med faget på mange forskellige måder. De skal lære at se faget fra forskellige vinkler, og dermed oparbejde kompetence i at angribe og løse matematiske problemstillinger. 

Kurser og projektforløb

Matematikundervisningen i Storeskolen tilrettelægges som en vekselvirkning mellem kurser og projektforløb eller forløb med åbne opgaver. Matematikforløbene i kursusperioden har et fagligt indhold så eleverne bliver rustet til at arbejde med de åbne opgaver i det efterfølgende forløb. Der bliver dermed en god sammenhæng mellem den mere kursusprægede undervisning og de projektorienterede forløb.